Bemærk: Uddannelsen har fået ny bekendtgørelse med virkning for studerende, der påbegynder en akademiuddannelse efter den 1. juli 2012. Denne beskrivelse omhandler uddannelsen efter den gamle bekendtgørelse. Artiklen opdateres, når der foreligger en ny studieordning.
Uddannelsen giver dig kompetencer til at agere professionelt som konsulent og medvirke aktivt i virksomhedens strategiske proces.
Du lærer at udvikle og gennemføre en HR-strategi. Du kan arbejde med strategisk kompetenceudvikling af virksomhedens medarbejdere og i øvrigt anvende relevante metoder til udvikling af organisationen. Det indebærer, at du kommer til at arbejde med forandringsprocesser i praksis.
Akademiuddannelsen i HR er en videregående voksenuddannelse inden for det merkantile område.
Uddannelsen består af seks moduler: Først fire fagmoduler, der også giver titlen merkonom. Du afslutter akademiuddannelsen med et specialeforløb og et afgangsprojekt.
Undervisningen kan være tilrettelagt som dag-, aften- eller fjernundervisning. Se information på de aktuelle hold.
Uddannelsens moduler kan udbydes af Københavns Erhvervsakademi, Erhvervsakademiet Lillebælt, Erhvervsakademi Aarhus og IBC International Business College i Kolding.
Eksamen
Der afholdes prøve efter hvert modul. Hele uddannelsen afsluttes med en eksamen.
Værd at vide
Du kan tage en hel akademiuddannelse eller vælge enkelte fag.
Du kan selv sammensætte en akademiuddannelse uden profil ved at kombinere moduler fra forskellige akademiuddannelser. Tal med studievejlederen på uddannelsesstedet om mulighederne for at sammensætte en uddannelse, der passer til dine behov.
Erhvervsakademierne kan tilbyde indledende kurser, der forbedrer grundlaget for at gennemføre nogle fag. Kontakt den skole, hvor du vil søge optagelse til akademiuddannelsen, hvis du er i tvivl om dine forudsætninger.