På uddannelsen lærer du at designe og udvikle software, herunder at anvende aktuelle teknologier såsom moderne programmeringssprog, operativsystemer, netværk, distribuerede systemer, databasesystemer og modellering.
Det er en naturvidenskabelig uddannelse, men du kommer også til at arbejde med humanistiske og erhvervsøkonomiske fagområder.
Du kommer til at arbejde med alle faser af softwareudviklingsprocessen, dvs. både analyse, design, udvikling, test og idriftsættelse. Der indgår også områder som organisationsteori, forretningsprocesser, ledelse og økonomi i uddannelsen.
Tilsammen giver fagområderne dig forudsætninger for at kunne analysere behovet for bestemte it-løsninger, udvikle og designe løsningen og rådgive om, hvordan en virksomhed eller en organisation skal tage it-løsningen i brug.
Du udvikler dine evner til at designe, udvikle og implementere software og sætter dig ind i fremtidige teknikker og programmeringssprog. Du kan fx tage kurser i interaktive webapplikationer med Java og XML, introduktion til algoritmik og datastrukturer eller programmeringssprog.
Du kan vælge mellem to forskellige faglige spor, som afhænger af, om du har en it-relateret baggrund eller ej:
- Development Technology, som primært er målrettet studerende uden en it-relateret uddannelsesbaggrund.
- Software Engineering, som primært er målrettet studerende med it-relateret uddannelsesbaggrund.
Undervisningen veksler mellem kurser, øvelsestimer og selvstændigt projektarbejde. Kurserne foregår mest som forelæsninger. Al undervisning foregår på engelsk.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.it.