Uddannelsen giver gode muligheder for at arbejde både teoretisk og eksperimentelt. Du får indsigt i områder som faste stoffer, optik, halvlederfysik, materialers egenskaber og komponenter på nanoskala.
På det første semester lærer du om fundamentet for syntese og modellering af nanostrukturer, lige som du lærer at benytte forskellige spektroskopiske og mikroskopbaserede teknikker.
På det andet semester fokuseres der på undersøgelse af nanostrukturer, som er designet til specifikke anvendelser. Det kan være inden for optik, elektronik, materialeteknologi eller sensorer.
På det tredje semester udbydes der kurser inden for bl.a. nanoelektronik, faststoffysik og -kemi samt videregående kvantemekanik.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, holdundervisning, studenteroplæg og selvstudier under vejledning af fagets lærere.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager 1/2 år og giver titlen cand.polyt.
Kvalifikationsniveau
Uddannelsen er placeret på niveau 7 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen.
Læs mere om Kvalifikationsniveauer for videregående uddannelser.