En ingeniør i sundhedsteknologi har en tværfaglig baggrund for at kunne samarbejde med læger, udvikle og indføre ny teknologi på sygehusene og forske i nye metoder til forbedring af diagnose og behandling.
Den tværfaglige kandidatuddannelse i sundhedsteknologi bygger oven på bacheloruddannelsen, og du får mulighed for at gå mere i dybden med det, du interesserer dig for.
I løbet af uddannelsen kan du specialisere dig inden for et af følgende områder:
- Medicinsk informatik, hvor du arbejder med indsamling og behandling af kliniske informationer i sundhedssektoren med fokus på, hvordan it kan bruges i en lægelig diagnosticering af fx lungesygdomme, diabetes og Alzheimers.
- Medicinske systemer, som handler om, hvordan man måler og fortolker signaler fra kroppen (diagnostik) men også om, hvordan man kan påvirke kroppen med forskellige instrumenter (terapi).
- Drug and Tissue Technology handler om at finde nye måder at give medicin på, og om hvordan nyt væv opbygges fx ved stamceller.
- Biomekanik, hvor du undersøger biomekaniske signaler i kroppen. Der lægges bl.a. vægt på optagelsen og analysen af fysiologiske, kinetiske og kinematiske signaler.
Undervisningsformen veksler mellem forelæsninger, kurser, øvelsestimer og problemorienteret projektarbejde i grupper.
Uddannelsen er et samarbejde mellem Aalborg Universitet og Aalborg Sygehus, og en del af projektarbejdet foregår på sygehuset.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.polyt.