Biomedicinsk teknik er en tværfaglig uddannelse, der kombinerer det biomedicinske og det tekniske fagområde.
Uddannelsen handler om udvikling af medicotekniske metoder, apparater og hjælpemidler til overvågning, diagnostik og behandling af patienter på landets hospitaler.
Du kan specialisere dig inden for følgende områder:
- Biomekanik
- Medicinsk billeddannelse
- Neuroscience
- Pervasive healthcare (under udvikling)
Undervisningsformen veksler mellem forelæsninger, kurser, øvelsestimer og projektorienteret arbejde i grupper. Du skal i løbet af uddannelsen i klinisk praktik.
Studiestrukturen er tilrettelagt, alt efter hvilken baggrund den enkelte studerende har. Det vil sige, at der er et studieforløb med obligatoriske fag for ingeniører og naturvidenskabelige bachelorer og et forløb for medicinere og idrætsbachelorer.
Uddannelsen sker i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Ingeniørhøjskolen i Aarhus og Aarhus Universitetshospital, Skejby.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.polyt. eller cand.scient.med., afhængigt af hvilken bacheloruddannelse du har. Denne artikel beskriver uddannelsen for studerende med en ingeniørfaglig bacheloruddannelse.