På kandidatuddannelsen kommer du til at arbejde med byudvikling med fokus på bæredygtighed og de udfordringer, der vil være til eksisterende og fremtidige energiressourcer.
Du vil beskæftige dig med fremtidens byer i en international, national eller lokal sammenhæng, og du vil lære at fremme bæredygtig teknologi og finde nye tværfaglige løsninger.
Formålet er at skabe rammer for fremtidens byer, hvor de økonomiske, sociale og miljømæssige formål bliver integreret på nye måder, så man på en bæredygtig måde kan håndtere den stigende befolkningstilvækst i byerne.
Du har mulighed for et praktikophold i en virksomhed eller organisation i Danmark eller udlandet.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, holdundervisning og problemorienteret projektarbejde i grupper. Al undervisning foregår på engelsk.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager 1/2 år og giver titlen cand.polyt.