På kandidatuddannelsen lærer du at analysere og forstå årsagerne til miljø- og ressourceproblemer, og du lærer at arbejde strategisk med at finde holdbare og bæredygtige løsninger.
Uddannelsen er både samfunds- og naturvidenskabelig, og på studiet arbejder du tværfagligt med sammenhængene mellem natur, miljø, samfund og økonomi.
Du arbejder fx med den teknologiske udviklings rolle i forbindelse med løsningen af miljø- og ressourceproblemer eller med klimaændringernes indflydelse på samfundsøkonomien.
På kandidatuddannelsen er en effektiv ledelse af miljøet og naturressourcer i fokus. Du lærer om, hvordan aktører på området opfatter natur og miljø forskelligt, og om hvilken indflydelse de har på de beslutninger, der bliver taget.
Du får en bred forståelsesramme og lærer at udvikle langsigtede løsninger, der går på tværs af interessegrupper. Eksempler på emner er bæredygtighed, miljøinnovation, energiteknologier, transportplanlægning samt ressource- og miljøledelse.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, øvelser, casebehandlinger og projektarbejde. På uddannelsens andet år vælger du din egen profil ved valgfag og praktik- eller studieophold i Danmark eller i udlandet. Al undervisning foregår på engelsk.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.soc.techn.