Uddannelsen giver dig færdigheder i skriftlig og mundtlig kommunikation, bl.a. om faglige emner, i dit valgte sprog. Du uddyber din viden om landets historie, kultur og samfundsforhold samt lærer om international ledelse, forhandlingsteori og globalisering.
På uddannelsen kan du vælge at specialisere dig i et af områderne:
- Human Resource Management, der bl.a. indeholder fag i sociolingvistik, interaktionsstudier, human resource management og global management.
- Internationale relationer, der bl.a. indeholder fag i international økonomisk politik, europæisk integration samt velfærdssamfundet, menneskerettigheder og kultur.
- Marketing og kommunikation, der bl.a. indeholder fag i marketing og kommunikation, markedskommunikation, medie- og kommunikationsteori samt medieanalyse.
Negot. kan man læse i sprogene arabisk, engelsk, kinesisk, spansk og tysk, og man vælger et af disse sprog fra starten af bacheloruddannelsen. Man kan også have valgt et bisprog - undtagen på retningerne i arabisk og kinesisk, der ikke giver mulighed for bisprog.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger samt undervisning baseret på cases og projektarbejde, som kan foregå i grupper eller individuelt og ofte i samarbejde med virksomheder eller organisationer. Undervisningssproget vil normalt være engelsk.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.negot.
Antal færdiguddannede
Fuldførelsesstallene er her angivet for hvert sprog.
- Arabisk: I 2009 fuldførte 5 kandidatuddannelsen. 23 procent af dem, der begyndte på kandidatuddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
- Engelsk: I 2009 fuldførte 22 kandidatuddannelsen. 87 procent af dem, der begyndte på kandidatuddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
- Spansk: I 2009 fuldførte 5 kandidatuddannelsen. Fuldførelsesprocenten for 2009 er ikke opgjort.
- Tysk: I 2009 fuldførte 7 kandidatuddannelsen. 63 procent af dem, der begyndte på kandidatuddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.