På kandidatuddannelsen i biomedicin lærer du at analysere sygdomme på molekylært og cellulært niveau, og du lærer hvordan lægemidler virker på kroppen. Du bygger dermed bro mellem den naturvidenskabelige og den medicinske verden.
Gennem valgfag, modulprofil og speciale har du mulighed for at specialisere dig inden for faget.
De obligatoriske kurser er human patofysiologi, medicinsk neurobiologi og videregående farmakologi. De skal kombineres med en erhvervsrettet modulprofil, med hvilken du kan rette din uddannelse mod forskning, innovation og erhverv, molekylær sygdomsdiagnostik (eliteprofil) eller medier og kommunikation.
Undervisningsformen veksler mellem forelæsninger, holdundervisning og laboratorieøvelser.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager 1 år og giver titlen cand.scient.