Kandidatuddannelsen giver et sprogligt overblik og en stor viden om indoeuropæiske sprog.
Obligatoriske sprogprøver på kandidatuddannelsen er græsk, indoiransk, baltoslavisk og anatolisk. Hertil vælger du selv to andre indoeuropæiske sproggrene mellem germansk, italisk, keltisk, tokharisk, armensk eller albansk.
Indoeuropæisk morfologi er obligatorisk, mens indoeuropæisk fonologi kan erstattes af endnu et tilvalg uden for faget.
Du får desuden faglig og metodisk sikkerhed, så du senere kan løse forskellige opgaver, også selvom de ligger uden for det valgte specialeområde.
Der er gode muligheder for studieophold i udlandet. Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab har aftaler med en lang række universiteter. Årlige sommerskoler i Holland og Tyskland kan efter eget valg være et supplement til et udlandsophold eller en erstatning for det.
Undervisningen foregår hovedsageligt som holdundervisning og selvstændigt projektarbejde.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver ret til betegnelsen cand.mag.