På kandidatuddannelsen i finsk videreudvikler du dine kommunikative færdigheder i det finske sprog samtidig med, at du går mere i dybden med finsk litteratur og kultur.
I løbet af uddannelsen skal du følge tre obligatoriske moduler: fennistik, oversættelsesvidenskab og litteraturvidenskab.
På modulet fennistik får du indsigt i fennistikkens historie, faglitteratur samt finsk grammatik. I oversættelsesvidenskab lærer du at forholde dig til kildesprogets nuancer og teksternes stilistiske variationer. På baggrund af dette lærer du at producere korrekte oversættelser.
På det sidste modul går du mere i dybden med litteraturen og får indsigt i en selvvalgt, specifik tidsperiode i finsk litteratur. Du lærer at perspektivere denne periode i forhold til den finske litteraturhistorie og får samtidig en viden om litteraturvidenskabens forskellige teoretiske retninger.
Undervisningen veksler mellem holdundervisning, studenteroplæg og selvstændigt projektarbejde, der kan foregå individuelt eller i grupper.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år, og giver titlen cand.mag.