Kandidatuddannelsen i kunsthistorie omhandler hele viften af kunstarter i alle former og medier - deres historie, æstetik og videnskab fra antikken til i dag.
Som kandidatstuderende arbejder du i dybden med kunsten og den visuelle kultur, med kunstteorier og historisk-sociologiske processer, ligesom du opøver evnen til at formidle din viden og lærer at afgrænse, formulere, udvikle og gennemføre større projekter.
Kunsthistorie er et teoretisk fag, hvor du får undervisning i billed- og rumanalyse og kunstteori. Du kommer ikke til at lave kunst på studiet.
Du har mulighed for at skærpe din individuelle uddannelsesprofil gennem valgfag og praktik. Det kan være mod arbejde inden for kunst- og kulturformidling, fx på museer eller som kunstkritiker, eller mod undervisning i fx gymnasiet.
Undervisningen veksler mellem klasseundervisning med studenteroplæg og diskussion, lærerstyret undervisning og mere selvstændigt projektarbejde, der ofte foregår som gruppearbejde.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.mag.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 84 kandidatuddannelsen. 65 procent af dem, der begyndte på kandidatuddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.