På den humanistisk-teknologiske bacheloruddannelse får du både en bred teknologisk og humanistisk viden om design samt en specialisering i to selvvalgte bachelorfag.
Det første 1 ½ år arbejder du tværfagligt med at løse komplekse designproblemer. Du lærer teorier inden for både det humanistiske og teknologiske område, og hvordan du i praksis inddrager dem i en kreativ og metodisk designproces.
Det sidste 1 ½år specialiserer du dig i to ligestillede bachelorfag. Det ene fag skal være humanistisk- teknologisk. Det betyder, at du vælger mellem fagene: datalogi, geografi, informatik, plan, by og proces, sundhedsfremme og sundhedsstrategier eller TekSam- miljøplanlægning.
Det andet fag vælger du mellem stort set alle RUC’s bachelorfag – gerne på tværs af hovedområderne human-teknologi, humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab. Se alle fagene på universitetets hjemmeside.
Undervisningen veksler mellem projektarbejde, kurser og forelæsninger. Projektarbejdet udgør ca. halvdelen af uddannelsen, og arbejdet sker i grupper under vejledning.