En nanometer er en milliardedel af en meter. På uddannelsen i nanoteknologi lærer du at forstå, designe, fremstille og kontrollere materialer og objekter på den såkaldte nanoskala, dvs. fra 0,1 til 100 nanometer. Det kan fx være fremstilling af medicin og vacciner eller komponenter, som bruges i fx computerindustrien.
Uddannelsen er tværfaglig og inddrager viden og metoder fra fysikken, kemien, biologien og bioteknologien. Du vil få undervisning i fagområder som fx:
- detektion af nanostrukturer
- nanostrukturers opbygning
- mikrofluider og mikroarrays
- nanofabrikation
Derudover vil du kunne tage valgfag inden for fag som kvantemekanik, genteknologi og kemi af biologiske nanostrukturer.
Undervisningsformen veksler mellem forelæsninger, holdundervisning og laboratorieøvelser. Store dele af undervisningen er tilrettelagt som problemorienteret projektarbejde.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 89 bacheloruddannelsen. 72 procent af dem, der begyndte på bacheloruddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.