Du arbejder med forskellige teknologier inden for kommunikation. Det kan bl.a. være optisk kommunikation og mobil kommunikation eller med anvendelsen af it i organisationer. Du lærer om samspillet mellem en computers hardware og software, og du får kendskab til de grundlæggende teknologier bag faste og mobile kommunikationsnet.
På uddannelsen i it og kommunikationsteknologi lærer du at udvikle teknologi til fremtidens kommunikationsmidler. Det kan fx være teknologi til den udvikling, der er i gang inden for sammensmeltningen af telefon, computer og tv.
Matematik er et vigtigt redskabsfag på uddannelsen og kombineres med teknologiske fag som fx:
- Digital elektronik, hvor du lærer at analysere simple elektroniske kredsløb i arbejdet med digitale signaler og konstruktion af mindre digitale systemer.
- Programmering, hvor du får undervisning i programmeringssprog.
- Software engineering, hvor du lærer om softwareudvikling fra problemformulering til implementering og brug af det konkrete software som fx et program til mobiltelefoner.
- Kommunikationsteknologi, hvor du lærer om de forskellige typer af kommunikationsnetværk som fx internettet, telefonnet, datanet og mobilnet. Derudover får du en viden om de grundlæggende principper som disse netværk er baseret på.
Undervisningen foregår som forelæsninger, holdundervisning, øvelsestimer og projektarbejde.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc.