På uddannelsen lærer du at forstå og analysere alle aspekter omkring et miljøproblem. Du lærer om samspillet og konflikterne mellem miljø, natur og samfund, og om hvordan man kan bruge økonomiske, politiske og tekniske metoder til at løse dem. Du arbejder fx med spørgsmål om, hvorvidt biobrændsel er CO2-neutralt, om begrænsede olieressourcer kan udvindes økonomisk fordelagtigt, eller om hvad de økonomiske konsekvenser af global opvarmning vil blive.
Uddannelsen er tværfaglig og kombinerer teorier og metoder fra både natur- og samfundsvidenskab:
- De samfundsvidenskabelige fag handler om, hvordan samspillet mellem samfund og miljø/natur kan håndteres af forbrugerne, producenterne og politikerne. Du har kurser i bl.a. miljøøkonomi, evaluering af miljøprojekter, offentlig forvaltning samt organisation, viden og innovation.
- De tekniske og naturvidenskabelige fag handler om forholdet mellem teknologi, miljø og økologi, og om de miljømæssige konsekvenser af forskellige former for teknologi. Du har bl.a. kurser i livscyklusanalyse, økologi og teknologi, procesteknologi samt teknisk risiko- og sikkerhedsanalyse.
Hverts semester arbejder du selv med projekter vedrørende miljø-, ressource- eller klimaproblemer. Projekterne handler om alle faser i beslutningsprocessen, fra ide til analyse, forslag til løsninger og den endelige udførelse.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, øvelser, casebehandlinger og projektarbejde. Der er desuden gode muligheder for praktik eller et udenlandsk studieophold på 5. semester.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc.