Udviklingen i Rusland i det 19. og 20. århundrede har været præget af kriser og store omvæltninger. Revolutionen i 1917 og Sovjetunionens opløsning i 1991 er to store begivenheder, der har sat deres præg på russisk kultur og samfundsforhold. Du arbejder både med den russiske kultur og med det russiske sprog.
Russisk sprog og litteratur er de vigtigste dele af faget. Du lærer at tale og skrive russisk på et højt niveau og får baggrund for at arbejde videnskabeligt med sprog, kultur og samfundsforhold i Rusland.
Sprogfagene omfatter bl.a.:
- Grammatik, hvor du lærer at analysere og beskrive ord og sætningers opbygning systematisk og sammenligne med dansk.
- Oversættelse fra dansk til russisk og omvendt.
- Mundtlig sprogfærdighed, hvor du lærer at føre samtaler på russisk og lærer russisk udtale i teori og praksis (fonetik).
Kulturfagene giver dig et overblik over Ruslands og Østeuropas historie fra middelalderen til moderne tid. Der bliver lagt vægt på den politiske og økonomiske udvikling, og hvad den har betydet for fx den russiske revolution, og for hvordan det russiske samfund ser ud i dag.
Du lærer at bruge generelle begreber inden for litteraturanalyse og arbejder med samspillet mellem litteraturen og det omgivende samfund. Du får også et godt kendskab til den russiske litteratur, bl.a. væsentlige forfatterskaber som Dostojevskij og Tolstoj.
Undervisningsformen veksler mellem forelæsninger, holdundervisning med studenteroplæg og diskussion og mere selvstændigt projektarbejde, der ofte er gruppebaseret.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BA.