På uddannelsen beskæftiger du dig både med det kinesiske sprog og med de mange forskellige aspekter af det kinesiske samfund. Der lægges vægt på historien og den udvikling, der er foregået i Kina de seneste år, og arbejdes med Kina som en økonomisk og politisk faktor i den globaliserede verden.
Uddannelsen er grundlæggende baseret på kendskabet til sproget, og igennem det tilegner du dig viden om Kina før og nu.
- Sprogfagene har en teoretisk og en praktisk dimension. Den teoretiske dimension får du gennem undervisningen i grammatik, tegnlære (kinesisk skrift) og oversættelse. I praksis lærer du at tale kinesisk gennem undervisningen i mundtlig sprogfærdighed og ved, at en del af undervisningen foregår på kinesisk.
- Kulturfagene handler om Kinas historie og kulturhistorie og om det moderne kinesiske samfund. Du får undervisning i den politiske, sociale, økonomiske og kulturelle udvikling i Kina, og du lærer om forskellige perioder i kinesisk kunst, litteratur, teater, medier og film. Du studerer også emner som kinesisk familiekultur, kønsroller, opdragelse og arbejdsliv.
Undervisningen veksler mellem holdundervisning med studenteroplæg og diskussion, lærerstyret undervisning og mere selvstændigt projektarbejde, der ofte foregår i grupper.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BA.