Japans kultur er vidt forskellig fra den europæiske. Sproget og samfundet er meget fremmed for mange europæere. På japanstudier lærer du at tale, læse og forstå sproget samt at kende litteraturen og kulturen.
Japan har sit helt eget skriftsprog med tegn, som du lærer at bruge, og du lærer om sprogets udvikling. Du får undervisning i klassisk og moderne japansk og arbejder med at oversætte tekster fra begge perioder.
En del af sprogundervisningen foregår på japansk, og du får trænet din mundtlige sprogfærdighed. Sprogfagene lægger op til, at du deltager aktivt og lærer at tale flydende.
Kulturfagene handler bl.a. om Japans historie og kulturhistorie og om forskellige aspekter af det moderne Japan, fx familie, kønsroller, arbejdsliv og uddannelse. Det er helt tilbage fra de gamle dynastier og frem til det moderne japanske samfund. Der er især fokus på det moderne Japan.
Undervisningen veksler mellem holdundervisning med studenteroplæg og diskussion, lærerstyret undervisning og mere selvstændigt projektarbejde, som ofte er gruppebaseret.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BA.