Grækenlandsstudier handler om græsk sprog og kultur i moderne tid, det vil sige fra udbruddet af den Græske Frihedskrig i 1821 og frem til i dag. Uddannelsen er opdelt i en sproglig del og en kulturel, historisk og samfundsmæssig del.
Uddannelsen begynder med et halvt års propædeutik, som er et begynderkursus. Du bliver introduceret til det græske alfabet, får læsefærdighed og udtale, og du lærer om morfologi (bøjningsmønstre) og syntaks (sætningsopbygning). Propædeutikken indeholder også et fag om græsk historie, hvor du får kendskab til Grækenlands historie i nyere tid.
Du får undervisning i fag som:
- skriftlig oversættelse fra græsk tekst til dansk
- skriftlig oversættelse fra dansk tekst til græsk
- Grækenlands kultur i moderne tid, hvor du får kendskab til græsk kulturliv efter 1945
- græsk tekst, hvor du lærer at analysere tekster og samtidig får kendskab til de største græske forfattere og digtere
- græsk sproghistorie, som giver dig en viden i det græske sprogs historie fra helenistisk tid til i dag
Undervisningen foregår som holdundervisning, studenteroplæg, skrive- og oversættelsesøvelser.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BA.