På europæisk etnologi lærer du om menneskers hverdagsliv, livsformer og kulturelle værdier. Du får også indsigt i kulturteorier, der udgør en del af det videnskabelige grundlag for dine analyser.
Studieområdet er europæisk kultur og kulturarv i et både nutidigt og historisk perspektiv. Du får undervisning i emner som:
- Mennesker i standssamfundet og mennesker i det moderne samfund, som handler om forskellige samfundsforhold og leveformer i de sidste 3-400 år.
- Kulturelle processer i Europa, hvor fokus er på Europas særlige særpræg, kulturforskelle og kulturmøder.
En væsentlig metode er det etnologiske feltarbejde. For at indsamle materiale opholder du dig i en kortere periode blandt de mennesker, du studerer. Det kan være alene eller i en mindre gruppe.
Undervisningen veksler mellem klasseundervisning, forelæsninger og projektarbejde. Du kommer til at arbejde meget selvstændigt, da der som regel er få undervisningstimer. Størstedelen af den videnskabelige litteratur er på engelsk, så du skal være god til at læse engelsk.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BA.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 25 bacheloruddannelsen. 56 procent af dem, der begyndte på bacheloruddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.