Uddannelsen er bygget op omkring tre hovedområder, som er tæt integreret:
- engelsk
- kommunikation
- organisations- og forretningsforståelse
Du lærer at bruge det engelske sprog professionelt i sammenhænge, der er relevante for en internationalt orienteret virksomhed eller organisation. Du trænes herunder i konkrete oversættelses- og formidlingsopgaver.
Du lærer også om, hvordan sprog, kommunikation, organisation og kultur bruges strategisk til at forbedre samspillet i virksomheden og mellem virksomheden og omverdenen.
Ud over at du får sproglige færdigheder, indeholder uddannelsen også fag om virksomheders økonomiske forhold, generel forretningsforståelse og projektledelse.
På det tredje studieår har du mulighed for at specialisere dig med henblik på valg af en overbygning eller særlige karriereønsker, idet femte semester består af valgfag. Det er også muligt at deltage i et studieophold på et udenlandsk universitet.
Undervisningsformen veksler mellem holdundervisning, forelæsninger, studenteroplæg, diskussioner og skriftlige øvelser. Derudover vil der være en del gruppe- og projektarbejde.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BA.