Uddannelsen inden for offshore giver dig redskaber til på ledelsesniveau at kunne forestå komplekse opgaver inden for drift, vedligeholdelse og nyinstallation af tekniske anlæg. Du lærer at anvende el-teknik i teori og praksis og at løse ledelsesmæssige opgaver i relation til personale, miljø og sikkerhed.
Dette gælder anlæg i alle typer af virksomheder inden for offshore-området og industrien, fx på boreplatforme og i vindmølleindustrien, både nationalt og internationalt.
Uddannelsen er en 2-årig overbygningsuddannelse på driftsteknolog offshore.
Du får differentieret undervisning inden for områderne el-jævnstrøm, el-vekselstrøm, motorer og gasturbiner samt teknisk dokumentation. Endvidere får du undervisning inden for følgende kerneområder:
- virksomheden, herunder ledelse og økonomi
- energi og miljø, herunder miljøteknologi og sikkerhed
- elteknologi, herunder elteknisk beregning, elforsyningsanlæg, bygningsinstallationer, bygningsautomatik samt automatik til mindre maskiner og anlæg
- maskin-teknologi, herunder gasteknologi, ventilation, automation og procesanalyse
Undervisningen foregår som holdundervisning, selvstændig opgaveløsning, projektarbejde, gruppearbejde, laboratorieøvelser og værkstedsarbejde.
Der indgår praktikophold i en virksomhed, enten i Danmark eller i udlandet.
Uddannelsen giver adgang til titlen professionsbachelor inden for offshore. Den engelske titel er Bachelor of Technical Management Offshore.
Uddannelsen foregår i Esbjerg.
Eksamen
Du afslutter uddannelsen med et selvstændigt bachelorprojekt i relation til den virksomhed, du er i praktik i.