Maskinmesteruddannelsen er en professionsbacheloruddannelse, der favner bredt.Selv om uddannelsen har rod i søfarten, giver den også gode muligheder på land.
Du kan enten læse til maskinmester med de maritime fag, så du kan komme ud at sejle, eller du kan specialisere dig i fag, der er rettet mod job på land.
Du vil i løbet af uddannelsen have fag som informationsteknologi, engelsk, metodelære, hydraulik og pneumatik, pumpe- og kompressorteknik, maskininstallationer, kemi, klimateknik, materiale- og styrketeknik.
Der er desuden undervisning i tekniske fag som maskinteknik, el-teknik og automation og i samfundsfaglige fag som erhvervsjura, økonomi og sikkerhed.
Da maskinmestre ofte arbejder som ledere eller har mindre ledelsesopgaver, vil du også have fag i ledelse og samarbejde.
Uddannelsen er normeret til 3 år, hvis du både har gymnasial baggrund og en godkendt erhvervsuddannelse.
Har du en godkendt erhvervsuddannelse, men ingen gymnasial baggrund, er uddannelsen normeret til 3½ år inklusiv ½ års adgangskursus.
Hvis du har gymnasial baggrund og ikke nogen erhvervsuddannelse, er uddannelsen normeret til 4½ år inklusiv 9 mdr. værkstedsskole og 9 mdr. praktik.
Undervisningen veksler mellem holdundervisning, værkstedsundervisning, projektarbejder, laboratorieøvelser og kurser i bl.a. brandslukning, røgdykning og søredning. Sidst i uddannelsen skal du i praktik i en virksomhed i tre måneder.
På Århus Maskinmesterskole kan du fra januar 2013 tage uddannelsen via fjernundervisning.
Du afslutter uddannelsen med et større bachelorprojekt.
En færdig uddannelse giver adgang til betegnelsen Professionsbachelor i maritim og maskinteknisk ledelse og drift. Den engelske betegnelse er Bachelor of Technology Management and Marine Engineering.
Uddannelsen foregår i Fredericia, Frederikshavn, København, Svendborg og Aarhus.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 190 uddannelsen. 82 procent af dem, der begyndte på maskinmesteruddannelsen i 2009, forventes at fuldføre den. Se forklaring på tallene.