Journalisthøjskolens uddannelse til journalist varer 4 år. Den består af 1½ år på skolen, derefter 1½ års praktik og til sidst 1 år på skolen.
Første del af uddannelsen er en introduktion til faget journalistik og dets metoder. Du lærer de grundlæggende metoder, der bruges til at indsamle og formidle stof. Du øver dig i ideudvikling, research, interview og kildekritik.
Endvidere har du fag, der handler om journalistens rolle i samfundet, om mediejura og om sprog.
Du lærer også at fortælle en god historie i forskellige typer af medier og bliver fortrolig med den perspektiverende og analytiske journalistik.
Obligatoriske elementer i uddannelsen er:
- journalistisk teori og metode i forhold til indsamling, bearbejdning og formidling
- mediernes og journalistikkens rolle i demokratiske processer
- samfundsfaglige, mediejuridiske og etiske forhold, herunder informations- og ytringsfrihed
- analyse af journalistisk praksis og refleksion over egen og journalistisk praksis
- udvikling af medier og journalistik
Efter praktikperioden følger journalistuddannelsens anden del, hvor du arbejder med større projekter og har mulighed for et mediespeciale inden for tv, web, radio, kommunikation eller tryk. På sidste semester har du mulighed for at vælge at læse et fag på et af Journalisthøjskolens samarbejdsuniversiteter herhjemme eller i udlandet. Du skal også lave dit bachelorprojekt.
Undervisningen er både teoretisk og praktisk. Den viden, du får i den teoretiske undervisning, afprøver du ved at løse en række praktiske opgaver.
En del af undervisningen er fælles med de studerende på fotojournalistuddannelsen.
Uddannelsen giver titlen Professionsbachelor i journalistik. Den engelske betegnelse er Bachelor of Journalism.
Den foregår i Aarhus.
Praktik
Praktikperioden finder sted på dagblade, i radio og tv, private og offentlige informationsafdelinger samt på fagblade og magasiner fordelt over hele landet.
Du har mulighed for at gennemføre 6 måneder af praktiktiden i udlandet på en godkendt praktikplads. Journalisthøjskolen formidler praktikpladser, men du får ikke tildelt en praktikplads. Du skal selv søge pladsen.
Praktikken er lønnet, men kan i udlandet være ulønnet, hvis der ikke er tradition for lønnet praktik. Se mere om praktik.
Eksamen
Der er eksamen i flere fag i løbet af uddannelsen. Du afslutter hele uddannelsen med et bachelorprojekt, der kan have form af en større skriftlig opgave eller en radio-, tv- eller web-produktion.
Værd at vide
Journalisthøjskolen udbyder en 14-dages journalistisk vinterskole som smagsprøve til journalistuddannelsen.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 204 uddannelsen til journalist ved Journalisthøjskolen. 79 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2009, forventes at fuldføre den.
Se forklaring på tallene.