Uddannelsen til jæger er en militær specialuddannelse, der består af en række korte uddannelser og kurser.
Som jæger indgår du i Jægerkorpset, der udelukkende består af frivilligt og særligt udvalgt personel. Jægerkorpset er en af hærens specialenheder, der med meget kort varsel kan blive indsat i operationer i såvel nationalt som internationalt regi.
Jægersoldaten er meget væk hjemmefra, og forhold som arbejdstid og udsendelsesperioder kan ofte ikke fastlægges.
En jægersoldat skal have et særdeles godt helbred, god fysik, selvdisciplin, selvtillid og viljen til at arbejde under ekstreme forhold. Tjenesten kræver endvidere god moral, selvkritik og udholdenhed samt gode evner til at samarbejde.
Du ansættes til uddannelsen og kan indgå en kontrakt med Forsvaret med henblik på tjeneste ved Jægerkorpset. Kontrakten løber normalt, til du er 35 år.
Uddannelsen varer i alt ca. 1 år og 3 måneder og består af:
- Forkursus 1-3
- Patruljekursus
- Jægeraspirantkursus
- Faldskærmsuddannelse
- Kampsvømmerkursus
- Kernekompetencekursus (jægeruddannelsen)
Under hele uddannelsen bliver du løbende vurderet, og der bliver taget stilling til, om du kan fortsætte.
Forkursus 1-3. Forkurset er obligatorisk, og hvert modul varer 1 uge og 2 weekender. På forkurserne introduceres du til uddannelsens fag og indhold, og orientering og svømning er en central del. Formålet med kurserne er at skabe forudsætninger hos kursisterne for uddannelsen, og man kan blive valgt fra.
Patruljekursus. Kurset varer 42 dage og omfatter ud over fysisk uddannelse og træning blandt andet: patruljetjeneste, skydning, kortlære/orientering, sprængningstjeneste, pionertjeneste, feltkundskab og selvtillidsprøver.
Jægeraspirantkursus. Kurset varer 42 dage og omfatter stort set samme emner som patruljekursus, men på et højere niveau. På kurset testes, om den enkelte kursist har vilje, udholdenhed og evner til at blive jæger.
Faldskærmsuddannelse. Uddannelsen varer 2 uger. Her lærer du faldskærmsudspring med automatisk udløsning i dagslys og i mørke - både med og uden udrustning.
Kampsvømmeruddannelse. Uddannelsen varer 3 uger og omfatter overfladesvømning, kampsvømning, undervandssvømning og dykning samt uddannelse i forskellige bådtyper.
Kernekompetenceuddannelse (jægeruddannelse). Uddannelsen varer 1 år og er en bred indføring i Jægerkorpsets funktioner og opgaver. Efter tilfredsstillende gennemførelse af kernekompetencekurset opnår du status som jæger.
Uddannelsen foregår på forskellige tjenestesteder i Danmark.
Uddannelsen følges normalt op af videregående uddannelse i løbet af 2. og 3. tjenesteår. Der er forskellige muligheder for uddannelse, fx funktionsuddannelse som patruljefører, spejder, sprængningsmand eller radiomand. Der kan også være tale om videreuddannelse i faldskærmsudspring eller kampsvømning. Desuden er der mulighed for videre træning og uddannelse i udlandet.