Uddannelsen er tilrettelagt over fire semestre.
1. semester. Virksomhedens miljø- og arbejdsmiljøarbejde:
Du beskæftiger dig med miljø- og arbejdsmiljøkonsekvenser, kortlægning, livscyklusanalyse, organisationsteori, aktøranalyse, miljø- og arbejdsmiljøledelse, prioriteringsværktøjer og handlingsplaner.
Projekt: Opstilling af prioriteret miljøhandlingsplan for en virksomhed.
2. semester. Samspillet mellem virksomheden og samfundet:
Du beskæftiger dig med samarbejde mellem virksomhed og myndighed, miljø- og arbejdsmiljølovgivning, myndighedsstruktur, implementering af lovgivning, reguleringsstrategier og international regulering.
Projekt: Handlingsplan for udvikling af myndighedsregulering på et udvalgt område.
3. semester. Organisation og forandringsledelse:
Du beskæftiger dig med analyse af det organisatoriske handleberedskab, interessent- og aktøranalyser i virksomhedens netværk, miljøstrategier i produktkæder, virksomhedskulturens betydning for miljø- og arbejdsmiljøstrategier, betydning af medarbejdernes viden samt kultur og færdigheder for gennemførelse af forandringer.
Projekt: Handlingsplan for planlægning og gennemførelse af en miljøstrategi med teknologiske og organisatoriske ændringsprocesser i organisationen.
4. semester. Afgangsprojekt:
Uddannelsen afsluttes med et afgangsprojekt med et selvvalgt emne inden for uddannelsens faglige rammer i grupper a to eller individuelt. Der lægges vægt på, at du så vidt muligt gennemfører projektet i relation til din arbejdsplads. DTU yder vejledning under hele forløbet.