Filmuddannelsen har fem faglinjer, der fungerer i et tæt fagligt og kunstnerisk samarbejde. En af dem er faglinjen lyd. Som studerende modtager du en del af tiden parallel undervisning og arbejder sammen med andre studerende om øvelser og produktioner. I andre perioder bliver du alene undervist på din egen linje.
Tonemesteruddannelsen giver kendskab til grundlæggende filmiske begreber, dramaturgi/cinematurgi, filmhistorie og genrekarakteristiska, men også fagspecifik viden om lydteknologi, lydoptagelse, redigering og miksning.
Undervisningen tilrettelægges omkring nogle faglige kernepunkter:
- Produktioner
- Lyddramaturgi
- Arbejdsmetodik
- Teknologi
Undervisningen består af forelæsninger og klasseundervisning, øvelser i filmproduktion og eventuelt praktik.
Filmproduktionsforløbene varierer fra få dage til flere måneder. Du arbejder både med fiktion og dokumentarisme samt tv-orienterede programformer.
I praktiktiden, som ligger i sommerperioden, kan du i begrænset omfang blive placeret som praktikant på en professionel medieproduktion. Tidspunkter og omfang for praktikperioder aftales ud fra individuelle behov og muligheder.
Der er mødepligt til undervisningen. I produktionsperioderne er der omfattende ekstraarbejde om aftenen og i weekender, helligdage og ferier.
Uddannelsen foregår på Den Danske Filmskole i København.
Eksamen
Der er ikke en egentlig eksamen, men din studieindsats bliver løbende vurderet.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 29 en af Filmskolens uddannelser. 100 procent af dem, der begyndte på uddannelsens hovedforløb i 2009, forventes at fuldføre. Der er ingen tal for 2008, da skolen optager hvert andet år. Se forklaring på tallene.