En TAMU-uddannelse består typisk af 4 ugers individuel kompetenceafklaring og 26 ugers brancherettet uddannelse. Der er 6 ugers prøvetid inkluderet i det valgte brancheområde. Du har altså mulighed for at vælge om, hvis det første valg viser sig at være forkert.
Der findes uddannelser inden for bygningsservice, gartneri, jordbrug, kantine, lager, maling montage, metalindustri, rengøring, tekstil, transport og træindustri. Skolernes tilbud er forskellige.
Kompetenceafklaringen har til formål at finde ud af, om du kan klare et arbejde og har interesse for at gennemføre et uddannelsesforløb. Hvis du ikke er klar til at begynde på et af de kompetencegivende forløb, kan du som alternativ komme i arbejdstræning i maksimalt 26 uger. Så kan du eventuelt senere begynde på en TAMU-uddannelse eller en anden uddannelse.
Det brancheorienterede uddannelsesforløb er opdelt i to brancheforløb på hver 10 uger. Efter det første brancheforløb bliver der lagt en handlingsplan for det kommende. Det er også muligt at afslutte efter første brancheforløb og få et kompetencebevis.
Undervisningen veksler mellem praktisk arbejde og teoretisk undervisning af både faglig og almen karakter. Der kan i undervisningen være delelementer fra en AMU-uddannelse eller en relevant erhvervsuddannelse.
Alle skal deltage i den almene undervisning, som omhandler emner under: samfundsforhold, arbejde og erhverv, arbejdsmarkedsforhold og uddannelsesforhold.
Du bliver personligt vejledt og fulgt gennem hele uddannelsesforløbet.
Undervisningen foregår om dagen i maksimalt 37 timer om ugen. Aften- og weekendundervisning kan dog også forekomme. De fleste af skolerne er døgnskoler og kan tilbyde kost og logi.
Når du har afsluttet uddannelsen, får du et samlet kompetencebevis, der blandt andet viser, om du eventuelt vil kunne få godskrevet noget, hvis du senere skal fortsætte med fx en AMU-uddannelse.
TAMU-uddannelser har til formål at give eleverne såvel faglige som sociale kompetencer.
Uddannelsen foregår i Dragør, København, Odense, Vitskøl kloster ved Løgstør, Aalborg og Aarhus.
Der findes i Dragør, København, Vitskøl og Aalborg også et særligt tilbud for voksne i alderen 30-55 år kaldet Voksen-TAMU. Man kan uddanne sig inden for områderne: bygningsvedligeholdelse, ejendomsservice og rengøring. Yderligere oplysninger fås på skolen.