I faget fysik på B-niveau vil du opnå fortrolighed med naturvidenskabelige metoder og begreber, og hvordan de bruges.
Undervisningens faglige niveau er det næsthøjeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse.
Ud fra et bredt udvalg af fysiske modeller og arbejdet med forskellige eksperimenter lærer du om, hvordan fysiske, tekniske og teknologiske begreber og modeller kan bruges til at forklare fysiske forhold både i din egen hverdag og i industrien. Emner kan fx være tyngdekraft og andre former for kraft eller fremstilling af vekselstrøm til energiforsyning.
Du lærer at planlægge og gennemføre fysiske eksperimenter og målinger og at behandle og vurdere dine resultater.
Du får bl.a. undervisning inden for følgende emneområder:
- simple bevægelser
- energi og energibevarelse
- temperatur, varme og termodynamik
- elektriske kredsløb
- lysets brydning
Der inddrages desuden supplerende stof i undervisningen.
Undervisningsformen veksler mellem lærerstyret undervisning, eksperimentelt arbejde og projektarbejde, der tager udgangspunkt i hverdagens praktiske spørgsmål. Du bliver trænet i såvel mundtlig fremstilling som skriftligt arbejde.
Der bruges it-baseret udstyr, bl.a. til simulering, dataopsamling, bearbejdning af måleresultater og formidling af stoffet.
Eksamen
Eksamen består af en mundtlig prøve.
Den mundtlige prøve afholdes på grundlag af et selvstændigt projekt, du har arbejdet med, samt et eller flere selvvalgte eksperimenter.
Der er ca. 24 timers forberedelsetid, i hvilken I i grupper på op til 4 foretager eksperimenter, der illustrerer et tema, tildelt jer ved lodtrækning. Denne del må højst vare 6 timer. Selve prøven varer ca. 30 minutter og er individuel. Du bliver hørt i såvel projekt og eksperiment som i emner inden for kernestoffet.