I faget studieområdet lærer du at benytte teori og metode fra studieområdets fag og at analysere en problemstilling ved at kombinere viden fra flere forskellige fag.
Du lærer også at reflektere over og vurdere forskellige fags og faglige metoders muligheder og begrænsninger og at finde og behandle relevant faglig information.
Desuden lærer du at strukturere og formidle fagligt stof både mundtligt og skriftligt.
Studieområdet er organiseret i tre dele:
Studieområdet del 1
består af tre flerfaglige områder:
- Kultur og sprogområdet, hvor du lærer om sprog og om sammenhængen mellem sprog, kultur og kommunikation. Her især indgår fagene dansk og fremmedsprog.
- Det samfundsøkonomisk/samfundsfaglige område, hvori indgår fagene international økonomi og samfundsfag.
- Det erhvervsøkonomiske område, der giver viden og begreber om virksomheder og deres omverden. Her indgår fagene virksomhedsøkonomi og afsætning.
Studieområdet del 2 (erhvervscase),
hvor fagene afsætning og virksomhedsøkonomi indgår. Der er fokus på erhvervsøkonomisk metode, og du lærer bl.a. at indsamle information om virksomheder på et metodisk grundlag og at identificere en virksomheds succesfaktorer og udfordringer. Du lærer også at tage kritisk stilling til de faglige metoder, man benytter.
Studieområdet del 3 (det internationale område), der omfatter fagene dansk, samtidshistorie, international økonomi og fremmedsprog. Du lærer bl.a. at arbejde med analyser og problemstillinger, der handler om udviklingen i menneskesyn, værdier og samfundsøkonomiske forhold i et internationalt perspektiv.
Undervisningen veksler mellem forskellige arbejdsformer og studiemetoder, herunder casebaseret og projektorienteret arbejde, der både kan være individuelt og gruppebaseret.
Der indgår skriftligt arbejde af forskellig karakter.
It indgår som et fagligt værktøj, bl.a.i dit arbejde med opgave- og projektløsninger og indsamling samt behandling af information.
Eksamen
Del 1: Der afholdes en intern evaluering under prøvelignende former.
Del 2: Der afholdes en mundtlig prøve på grundlag af en centralt stillet case. I grupper udarbejder I en synopsis på 3-5 sider, men I går til prøve individuelt. Eksamen består af din præsentation af selvvalgte dele fra gruppens synopsis og en efterfølgende samtale med din lærer. Eksamen varer ca. 24 minutter med ca. 48 timers forberedelse.
Del 3: Der afholdes en mundtlig prøve grundlag af en af skolen fastlagt tematisk ramme. Du udarbejder individuelt en synopsis på 3-5 sider på baggrund af selvvalgte fag og emner med relevans for studieområdet del 3. Eksamen består af din præsentation af centrale problemstillinger fra synopsen og en efterfølgende samtale med din lærer. Eksamen varer ca. 30 minutter. Der er ingen forberedelsestid.