Uddannelsen til skibstekniker giver en grundlæggende viden om skibsbygning. På uddannelsen lærer du at designe og bygge skibe samt andre store stål- og jernkonstruktioner. Du skal lære at læse arbejdstegninger og omsætte dem til store konstruktioner.
Du skal også arbejde med forskellige svejseteknikker og CAD-systemer. CAD bruges til at lave avancerede skibsmodeller på computer samt simulere og beregne modellens egenskaber ved fx kraftig blæst.
Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. På skolen får du undervisning i fag som montage og installationsteknik, skibsterminologi, tegningsforståelse og dokumentation, termisk sammenføjning samt måleteknik.
Men du skal også have fag som materialeforståelse, dansk, matematik og engelsk (dog ikke som skibsteknikerassistent).
Du kan afslutte som skibsteknikerassistent eller som skibstekniker med specialet reparation, konstruktion, design eller maritime rør.
Som skibsteknikerassistent får du kendskab til produktionsstyring og planlægning, og du lærer at læse og fremstille CAD-tegninger af skibe. Du lærer desuden at lave beregninger og dokumentation samt at fremstille skibselementer og større konstruktioner i stål. Og så lærer du at efterbehandle metaller og andre materialer.
Som skibstekniker lærer du om projektstyring og at lave komplekse CAD-tegninger samt at vælge materialer til fremstilling af skibe og stålkonstruktioner.
Som skibstekniker med specialet reparation lærer du at tilrettelægge og udføre reparationer efter egne tegninger.
Som skibstekniker med specialet konstruktion lærer du at planlægge og udføre nybygninger af skibe og stålkonstruktioner.
Som skibstekniker med specialet design lærer du at formgive og dimensionere dele af skibs- og stålkonstruktioner samt lave markedsanalyser for produkterne.
Som skibstekniker med specialet maritime rør lærer du at designe CAD-tegninger til fremstilling af rørprofiler samt tilrettelægge arbejdsgangen af produktionsforløbet.
Som skibstekniker skal du være indstillet på, at meget af dit arbejde foregår uden for i al slags vejr.
På hjemmesiden www.elevplan.dk kan du læse mere om de enkelte fag på uddannelsen.