Uddannelsen giver en grundlæggende viden om slagtning samt partering og udbening kød. Du skal lære om kvalitetskontrol og at bruge de hjælpemidler, der findes på et slagteri, så du ikke selv skal tumle med de store dyr og slagtekroppe.
De danske slagterier eksporterer en stor del svinekød til mange forskellige lande. Du skal derfor som industrislagter lære at udskære kødet og forarbejde det fx med salt eller røg, så det passer til de forskellige markeder.
Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. På skolen skal du bl.a. have fag som lærer dig at udbene skinker, midterstykke og forender til eksport og at udskære og udbene kød til det danske marked.
Men du skal også have fag som regning og kalkulation, dansk, ergonomi (gode arbejdsstillinger), informationsteknologi og samfundsfag.
Du kan afslutte som industrislagter, forædler, svineslagter eller kreaturslagter.
Som industrislagter lærer du bl.a. de almindelige opgaver i forbindelse med svineslagtning. Du lærer også om sikkerhed og hygiejne.
Med specialet forædler lærer du bl.a. at fremstille saltede, kogte og røgede kødvarer, og du får et kendskab til forskellige konserveringsmåder.
Som svineslagter lærer du, foruden alle forhold omkring svineslagtning, også at vurdere produktionsformer og optimere produktionen.
Som kreaturslagter lærer du okseslagtningens forskellige opgaver, fx at klassificere dyrene samt at planlægge og foretage slagtningen.
Mange industrislagtere arbejder på akkord. Det betyder at du ikke får en fast timeløn, men penge efter hvor mange kreaturer eller svin du når at slagte, opskære, udbene eller forarbejde.
På hjemmesiden www.elevplan.dk kan du læse mere om de enkelte fag på uddannelsen.