På uddannelsen får du en grundlæggende viden om pasning, behandling og operation af dyr. Du lærer om dyreadfærd, anatomi og sygdomme, så du kan se om dyrene er raske eller syge. Du lærer også at lave mikrobiologiske undersøgelser og rengøre de forskellige redskaber og apparater i klinikken.
Kundevejledning, salg og service er vigtige fag for en veterinærsygeplejerske, så kunderne får en god oplevelse, når de kommer til klinikken med deres dyr.
Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. På skolen får du undervisning i fag som dyreadfærd, anatomi, hygiejne, fysiologi og ernæring. Desuden får du indsigt i klinikarbejde, laboratoriearbejde samt i pleje af drægtige og nyfødte dyr.
Men du skal også have fag som informationsteknologi, lovgivning og organisation samt salg og service.
Du kan afslutte som veterinærsygehjælper eller som veterinærsygeplejerske med speciale i heste eller med speciale i smådyr.
Som veterinærsygehjælper lærer du bl.a. at hjælpe dyrlægen med undersøgelse og behandling. Du lærer kundebetjening og daglig pleje af dyr.
Som veterinærsygeplejerske med specialerne heste eller smådyr lærer du bl.a. at sikre dyrene førstehjælp, du lærer laboratoriearbejde, at udtage prøver på dyrene og at gøre udstyret til dyrlægens behandling klart.
På hjemmesiden www.elevplan.dk kan du læse mere om de enkelte fag på uddannelsen.
Eux
Du har mulighed for at tage eux i forbindelse med, at du tager din erhvervsuddannelse. Du får det man kalder 'generel studiekompetence' og bliver ligestillet med personer, der har en gymnasial eksamen, hvis du gennemfører eux.
Bagefter kan du altså læse videre og videreuddanne dig på samme vilkår som personer med gymnasial eksamen.
Muligheden findes kun på enkelte skoler. Se en aktuel liste over erhvervsuddannnelser med eux.
Se mere om Eux.