Du bliver uddannet til at varetage opgaver i forbindelse med opbygning, integrering og optimering af styresystemer for automatiske industrianlæg.
Du får bl.a. undervisning i teknisk matematik og fysik, i måleteknik og dataopsamling, i styrings- og reguleringssystemer samt i strukturering og kvalitetssikring.
Uddannelsen varer 2 år og består af følgende elementer:
- En obligatorisk del, der både indeholder en fællesdel og en studieretningsdel.
- En tilvalgsdel, der bl.a. kan indeholde fagene: databaser, robotteknologi, optimering, højniveauprogrammering, visionsteknologi og trådløse teknologier.
- Et praktikforløb, der strækker sig over 3 måneder.
- Et afgangsprojekt.
Studieretningsdelen består af teknisk systemdesign, styrings- og reguleringsteknologi, konfiguration og programmering, kommunikationsteknologi og projektudvikling.
Undervisningen foregår som almindelig undervisning, selvstændig opgaveløsning og projektarbejde.
Uddannelsen giver adgang til titlen Automationsteknolog AK. Den engelske tiltel er AP Graduate in Automation Engineering.
Den foregår i Hadsten, København, Odense, Aalborg og Aarhus.
Uddannelsen udbydes både på dansk og på engelsk. Se i den engelske beskrivelse, hvilke institutioner der udbyder uddannelsen på engelsk.
Eksamen
Du færdiggør uddannelsen med et afsluttende eksamensprojekt.