For at få en diplomuddannelse tilrettelagt som fleksibelt forløb kræves et samarbejde mellem en uddannelsesinstitution, der udbyder diplomuddannelser, og dig.
Uddannelsesinstitutionen fastsætter en personlig uddannelsesplan, som skal beskrive dit samlede uddannelsesforløb, de enkelte fag og moduler, samt afgangsprojektet. Det er også muligt at lade uddannelse og fag, du allerede har gennemført, indgå som led i uddannelsen.
Planen skal indeholde:
- dit adgangsgrundlag (tidligere uddannelse)
- din uddannelses faglige profil, dens hovedemne og kompetenceniveau
- sammensætning af uddannelseselementer med angivelse af ECTS
- angivelse af uddannelsesinstitutioner, hvor uddannelsens elementer skal gennemføres eller er gennemført
- uddannelseselementernes rækkefølge og en vejledende tidsplan
Uddannelseselementerne skal i alt svare til 60 ECTS. De kan stamme fra én eller flere af de eksisterende diplomuddannelser eller fra anden uddannelse på samme niveau, fx enkeltfag fra bacheloruddannelser.
Er du interesseret, skal du kontakte den uddannelsesinstitution, du forestiller dig kan være tovholder for uddannelsesforløbet.
Uddannelsesinstitutionerne kan også selv sammensætte målrettede, fleksible forløb med moduler fra en eller flere diplomuddannelser. Se under Aktuelle hold eller kontakt den enkelte uddannelsesinstitution.
Fleksible forløb kan bl.a. udbydes af professionshøjskoler og universiteter.
Eksamen
Der afholdes prøve efter hvert modul. Hele uddannelsen afsluttes med en eksamen efter gældende regler for den pågældende uddannelse.