Diplomuddannelsen handler om ledelse i forhold til såvel medarbejdere som organisation og virksomhed.
Du lærer at arbejde professionelt med ledelse og at håndtere forskellige organisatoriske problemstillinger.
Uddannelsen består af 6 obligatoriske moduler, 3 valgfrie moduler og et afgangsprojekt.
Såvel valgfag som hovedopgave giver mulighed for at specialisere sig i forhold til en bestemt funktion, profession eller branche.
Du afslutter med et afgangsprojekt, der skal relatere sig til studiets øvrige moduler og uddybe arbejdet i disse blandt andet gennem projektskrivning. Projektet gennemføres som en vekselvirkning mellem vejledning, undervisning og selvstudium.
Undervisningen er tilrettelagt efter en fælles studieplan for alle uddannelsesstederne, så uddannelsen giver en landsdækkende kompetence, og du frit kan skifte studiested i løbet af uddannelsen.
Uddannelsesstedet bestemmer selv, hvordan undervisningen foregår. Det kan være som undervisning i dagtimerne, fx med en fast undervisningsdag hver eller hver anden uge eller som aften-, weekend- eller eventuelt fjernundervisning.
En gennemført uddannelse giver adgang til titlen Diplom i ledelse. Den engelske betegnelse er Diploma of Leadership.
Uddannelsen bliver udbudt i alle regioner. Den kan foregå ved professionshøjskoler, universiteter, ingeniørhøjskoler og handelshøjskoler.
Eksamen
Der afholdes prøve efter hvert modul. Hele uddannelsen afsluttes med en eksamen.