Uddannelsen omfatter den pædagogiske diplomuddannelses to obligatoriske moduler samt valgmoduler og et afgangsprojekt.
Vil du have diplomuddannelse i pædagogik inden for undervisning i læsning og matematik for voksne skal du vælge mindst to retningsspecifikke moduler og skrive projekt inden for retningen.
Med bestemte valg blandt de retningsspecifikke moduler kan du desuden kvalificere dig som læseunderviser på FVU, underviser for voksne ordblinde eller læsevejleder for erhvervsskolerne.
Undervisningen kan veksle mellem selvstændige studier, projektarbejde, øvelser, observation og undersøgelse. Du kan deltage i forelæsninger, oplæg og casearbejde, og du kan arbejde i studie- og læsegrupper.
Uddannelsen kan udbydes af professionshøjskoler flere steder i landet.
Eksamen
Der afholdes prøve efter hvert modul. Hele uddannelsen afsluttes med en eksamen.
Værd at vide
Uddannelserne som FVU-læseunderviser, underviser for voksne med dysleksi (ordblindhed) og læsevejleder for erhvervsskolerne omfatter hver 3 moduler fra den pædagogiske diplomuddannelse i undervisning i læsning og matematik for voksne. De kræver altså ikke en fuld diplomuddannelse.