Den pædagogiske diplomuddannelse (PD) rummer mere end 30 uddannelsesretninger. Du kan specialisere dig inden for områder som kommunikation, ledelse og organisation og inden for pædagogik, didaktik og social inklusion. Endelig finder du retninger, hvor du kan fordybe dig i undervisning og læring inden for de humanistiske, de naturvidenskabelige og de æstetiske fag.
Læs mere om de enkelte PD-retninger og find udbud af retningsspecifikke moduler og afgangsmoduler i de enkelte artikler under Diplomuddannelse i pædagogik.
En pædagogisk diplomuddannelse (PD) består af:
- 2 obligatoriske moduler, som er fælles for alle PD-retninger, i alt 15 ECTS
- Valgmoduler svarende til et omfang af 30 ECTS
- Afgangsprojekt på 15 ECTS
Hvis du følger valgmoduler i et omfang af mindst 20 ECTS fra én uddannelsesretning og skriver afgangsprojekt inden for retningen, får du en pædagogisk diplomuddannelse med retningsbetegnelse.
Du kan godt vælge moduler fra forskellige uddannelsesretninger. Vælger du moduler fra forskellige retninger i et mindre omfang end 20 ECTS og/eller fælles valgmoduler, får du en pædagogisk diplomuddannelse uden uddannelsesretning. Tal med uddannelsesstedet om, hvordan du bedst kombinerer modulerne efter dit eget behov.
I denne artikel om den pædagogiske diplomuddannelse (PD) uden retning finder du omtale og udbud af de elementer, der er fælles for PD-retningerne: De obligatoriske moduler og de fælles valgmoduler for alle uddannelsesretningerne samt det fælles obligatoriske modul for de naturfaglige retninger.
Blandt de fælles valgfrie moduler finder du desuden de moduler, du skal vælge, hvis du vil være praktikvejleder til pædagoguddannelsen eller praktiklærer til læreruddannelsen.
Undervisningen kan veksle mellem selvstændige studier, projektarbejde, øvelser, observation og undersøgelse. Du kan deltage i forelæsninger, oplæg og casearbejde, og du kan arbejde i studie- og læsegrupper.
Diplomuddannelserne foregår ved professionshøjskoler rundt omkring i landet, ved Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) og ved Den frie Lærerskole i Ollerup.
Eksamen
Der afholdes prøve efter hvert modul. Hele uddannelsen afsluttes med en eksamen.