Uddannelsen omfatter det obligatoriske modul videnskabsteori og pædagogik, fire faglige moduler samt et afgangsprojekt.
Deltagerne får viden og erfaring med at beskrive og vurdere praksis inden for de frie skoler. Uddannelsen giver inspiration til at udvikle undervisningen samt til at vurdere de frie skolers værdigrundlag og sigte. Desuden har uddannelsen til formål at bidrage til nyfortolkning af den folkelige oplysning, dannelse og demokrati i lyset af modernitet og globalisering.
For at tage en pædagogisk diplomuddannelse i de frie skolers tradition og pædagogik skal du vælge mindst to moduler fra retningens faglige moduler og skrive afgangsprojekt inden for de frie skolers tradition og pædagogik.
De resterende to moduler kan vælges blandt retningens øvrige fagmoduler, fra andre pædagogiske uddannelsesretninger eller blandt de fælles faglige moduler.
Uddannelsen udbydes i et samarbejde mellem Den frie Lærerskole og University College Lillebælt og foregår i Ollerup.
Eksamen
Du afslutter hvert modul med en bedømmelse. Afgangsprojektet afsluttes med en individuel bedømmelse med ekstern censor.