I fransk fortsættersprog på C-niveau lærer du at deltage i en samtale og at skrive på et enkelt og sammenhængende fransk om kendte og almene emner.
Undervisningen tager udgangspunkt i et fagligt niveau, der svarer til niveauet fra grundskolen.
Du vil få gennemgået grundlæggende principper for sprogets opbygning og anvendelse samt få viden om de grundlæggende elementer i fransk udtale og intonation.
Ud over at lære sproget og opnå et grundlæggende ordforråd får du kendskab til historiske, kulturelle og interkulturelle forhold i Frankrig samt i et af de andre fransktalende lande. Der vil indgå fransksproget materiale fra såvel trykte som elektroniske medier.
Materialet vil bestå i litterære og ikke-litterære udtryksformer, bl.a. om aktuelle forhold i Frankrig og andre fransksprogede lande.
Du lærer at kommunikere på fransk og får en viden om fransksprogede samfund og deres kultur og litteratur.
Der inddrages supplerende stof i undervisningen.
Undervisningen er for en stor dels vedkommende tilrettelagt som emneforløb, hvori der er indlagt sproglig træning og skriftlige opgaver.
Der bruges it i undervisningen til henholdsvis informationssøgning og styrkelse af den skriftlige sprogfærdighed i form af interaktive øvelser og træningsprogrammer.
Eksamen
Eksamen består af en mundtlig prøve.
Prøven varer 30 minutter med 1 times forberedelse. Du skal på fransk redegøre for en ukendt fransksproget tekst, som har tilknytning til et af de studerede emner.
Derefter skal du samtale på fransk med udgangspunkt i et ukendt billedmateriale om almene emner.