Deltagerne kan betjene wiregravemaskiner ved udførelse af bygge- og anlægsopgaver til lands og til vands, d.v.s. også ved anlæg i havne, fjorde samt offshore. Deltagerne kan i den forbindelse vurdere maskinens anvendelighed til en given opgave ud fra viden om maskinens specifikationer og graveprojektets beskrivelse og omfang og har desuden et sådant kendskab til maskinens konstruktion/opbygning, at deltagerne kan bedømme maskinens kapacitet og stabilitet under forskellige arbejdsforhold til lands og til vands. På grundlag af teoretisk viden og praktisk erfaring kan deltagerne vælge en økonomisk og optimal tilrettelæggelse og udførelse af arbejdsopgaven, der inddrager kvalitetssikring, sikkerhed, arbejdsmiljø og ydre miljø som en naturlig del af arbejdet. Endelig kan deltagerne udføre dagligt og ugentligt eftersyn og kontrol i henhold til anvisning for betjening og vedligehold for maskinen.