Deltagerne kan varetage relevante ledelsesmæssige opgaver i tilknytning til den daglige drift af et deponeringsanlæg på baggrund af organisationsindsigt, hvilket indebærer kendskab til hvem driftslederen refererer til, samt tilrettelæggelse af det daglige arbejde, arbejdsfordeling, ansvar for uddannelse af personale samt instruktion og oplæring af nyt personale. Deltageren kan ligeledes foretage konkrete risikovurderinger i tilknytning til den daglige drift af deponeringsanlægget og foretage vurdering af analyseresultater, ud fra kendskab til indholdet i evt. risikovurderingsrapporter for anlægget samt om nødvendigt, at iværksætte forebyggende foranstaltninger i tilfælde af akut forureningsfare.Deltagerne kan udarbejde og tilvejebringe data til brug ved den løbende justering og indberetning i forhold til anlæggets sikkerhedsstillelsesvilkår ud fra kendskab til sikkerhedsstillelsens størrelse, og hvad sikkerhedsstillelsesbeløbet dækker, samt til årsrapportering ud fra indgående kendskab til indholdet i årsrapporten. Deltageren kan ligeledes udarbejde og tilvejebringe data til brug for regnskabs- og budgetrevisioner samt til opkrævning og revision af deponeringsgebyr ud fra kendskab til beregningen af gebyrer for de enkelte affaldstyper/-kategorier. Deltageren kan endvidere beregne affaldsafgiftens størrelse på baggrund af viden om, hvilke affaldstyper der belægges med den statslige affaldsafgift hhv. hvilke affaldstyper der er fritaget for affaldsafgift. Deltageren kan varetage myndighedskontakt omfattende brandmyndighed m.v., samt tilvejebringe relevante oplysninger til brug ved ansøgning om miljøgodkendelsespligtige tiltag etc., samt udarbejde og tilvejebringe data til grønne regnskaber ud fra kendskab til indholdet i deponeringsanlæggets grønne regnskaber og relevante miljøledelses- og kvalitetsstyringssystemer.