Højskolen udbyder lange kurser og korte kurser.
De lange kurser er opdelt i tre perioder på henholdsvis 6 uger, 5 uger og 5 uger. Undervisningen er delt op i studierækken og værkstedsrækken. I de to første perioder vælger du ét fag i studierækken og ét fag i værkstedsrækken. I den sidste periode vælger du ét fag i værkstedsrækken. Fagene præsenteres før hver periodes fagvalg af de enkelte lærere, og du vælger først fag herefter.
Studierækken veksler fra periode til periode. Det kan fx være litteratur, tegneserie, mode, dans og filmhistorie.
Værkstedsrækken veksler også fra periode til periode. Det kan fx være maleri, skulptur, arkitektur, keramik, grafik, serigrafi, foto, video, smykker eller performance.
I kurset indgår en kort obligatorisk studierejse til Berlin.
Skolen udbyder årligt to lange kurser af 16 eller 17 ugers varighed.
De korte kurser omhandler forskellige kreative og kunstneriske fag som fx maleri, grafik, video, skulptur, keramik, foto, tekstiltryk, musik, papir og tegneserier. De varer 1 eller 2 uger.
Eksamen
Du kan få et bevis, hvis du har afsluttet et kursus på mindst 4 uger. Du skal ikke til eksamen eller gennemgå et pensum af en bestemt størrelse.