Skibsassistentuddannelsen er grundlæggende en maritim uddannelse, der helt fra grunden lærer dig en masse om de daglige opgaver ombord på et skib. Du hjælper med at gøre rent, vedligeholder maskiner, dæk og andet på skibet, står brovagt mv. Uddannelsen varer i alt ca. 2 år og 6 måneder.
Du begynder med et 20-ugers grundkursus på en søfartsskole eller et skoleskib, hvor du får undervisning i håndværksfag, maskinlære, el-lære, søsikkerhed, maritimt engelsk, arbejdssikkerhed, praktisk sømandsskab, skibsteknik osv.
Efter grundkurset skal du ud at sejle i minimum 6 måneder som ubefaren skibsassistent.
Når du kommer i land, afslutter du skoleuddannelsen med et 6-måneders afslutningskursus. På kurset får du undervisning i blandt andet vedligeholdelsesopgaver, praktisk sømandsskab, søsikkerhed, sundhedslære, arbejdsmiljø, maskinvedligehold og værkstedsskole.
Derefter skal du have yderligere fartstid som ubefaren skibsassistent i 12 måneder.
Når du har sejlet i 12 måneder som ubefaren, er du færdiguddannet og kan tage ud at sejle (udmønstre) som befaren skibsassistent.
Det er i øjeblikket gode muligheder for at finde praktikplads.
Skoleuddannelsen foregår i Frederikshavn, Nyborg og Svendborg. Den foregår også på Skoleskibet Georg Stage eller Skoleskibet Danmark.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 155 uddannelsen som ubefaren skibsassistent.
49 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2009, forventes at fuldføre den.
25 fuldførte samme år uddannelsen som befaren skibsassistent.
92 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2009, forventes at fuldføre.
10 med svendebrev inden for metalfagene fuldførte uddannelsen som befaren skibsassistent. 88 procent af de metaarbejdere, der begyndte på uddannelsen i 2009, forventes at fuldføre.
Se forklaring på tallene.