På uddannelsen til erhvervsfisker lærer du om alle elementer af det at være fisker. Du får bl.a. en viden om fiskearter og om det daglige arbejde som fisker.
Når du uddanner dig til erhvervsfisker, skal du i praktik 3 gange. Hver praktikperiode varer 6 måneder. Praktikken kan foregå på fiskeskibe overalt i Danmark.
I løbet af praktiden skal du have arbejdet med mindst tre forskellige former for fiskeri, det kan fx være snurrevodsfiskeri, trawlfiskeri og garnfiskeri.
Efter den første praktikperiode skal du tage grundkurset på en fiskeriskole. Det tager 22 uger, hvor du går i skole 37 timer om ugen. Du får løn, mens du går i skole. Når du er færdig med grundkurset, skal du i praktik 2 gange.
Når du er færdig med uddannelsen, får du Det Blå Bevis. Det er et bevis på, at du er uddannet erhvervsfisker. Beviset giver dig lov til at sejle med erhvervsfiskeskibe i danske farvande. Skibene må ikke være større end ni meter i længden.
I løbet af uddannelsen er der mulighed for at tage duelighedsbevis i sejlads og i motorpasning samt et radiocertifikat. Hvis du har taget Det Blå Bevis og fået de øvrige beviser, har du lov til at sejle i danske farvande med erhvervsfiskeskibe, der er op til 15 meter i længden.
Uddannelsen foregår i Thyborøn.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 21 uddannelsen til fisker.
29 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2009, forventes at fuldføre den. Se forklaring på tallene.