Der findes sy- og designskoler flere forskellige steder i landet, men her nævnes kun de skoler, der giver adgang til SU under uddannelsen. Andre skoler kan have andre priser og andre undervisningsforhold.
Undervisningen er både teoretisk og praktisk. Der undervises 5 dage om ugen (i alt ca. 25-30 timer) i dagtimerne, og der vil ofte være hjemmearbejde.
Under uddannelsen arbejder du med alle former for tøj: dametøj, herretøj, børnetøj, hverdagstøj, selskabstøj, sportstøj samt over- og undertøj.
Du får bl.a. undervisning i fagene:
- syning, fx konfektionssyning og haute couture
- dameskrædderi
- tilskæring, modelkonstruktion, materialelære, fremstilling af mønstre samt edb-mønsterkonstruktion på cad/cam
- tegning, fx modeltegning, arbejdstegning og farvelære
- design, fx trendudvikling
- drapering, fx opbygning af draperede kjoler
- tillægsfag, fx modens historie
Der er mødepligt til undervisningen.
Den enkelte skole kan lægge mere vægt på nogle fag frem for andre, og der kan være forskel på, hvor store krav skolen stiller til eleverne. Der er også forskel på uddannelsernes længde. Det kan derfor anbefales, at du tager kontakt til skolerne og eventuelt får tilsendt uddybende materiale om uddannelsen.
Uddannelsen foregår i København og Ålborg. Se adresserne nedenfor.
Eksamen
Du afslutter uddannelsen med en eksamen. Skolerne afholder desuden et modeshow, hvor modejournalister og folk fra tøjbranchen bliver inviteret.