Som omsorgsmedhjælper arbejder du med mennesker med handicap. Det kan være mennesker med multihandicap, som har brug for hjælp til pleje og omsorg hele døgnet eller en person, der blot har brug for hjælp et par timer om ugen.
Du arbejder sammen med pædagoger om den pleje, omsorg, behandling og stimulering, som den handicappede har behov for. Formålet er at støtte den enkelte, så personen opnår så stor selvstændighed som muligt og at skabe en hverdag ud fra den handicappedes ønsker og behov.
En væsentlig del af arbejdet består i at støtte den enkelte beboer i almindelig daglig livsførelse, fx ved personlig hygiejne, spisning, samt af- og påklædning.
Du kan også være med til at lave mad, vask og gøre rent eller at tage med beboeren på indkøb, ved familiebesøg, fritidsaktiviteter og ferie. Du skal kende til bivirkninger af medicin, og du kan uddele medicin, der er doseret af andre.
I alt omsorgsarbejde er det pædagogiske arbejde med beboerne vigtigt. Du skal formidle observationer fra dit arbejde til kolleger, pårørende og andre.
Du skal kende til de metoder og arbejdsformer, som pædagogerne benytter sig af, og du skal kunne forholde dig til dem og følge op på resultaterne af dette arbejde.
Nogle beboere kan ikke tale eller har meget svært ved at udtrykke sig. Det stiller store krav til at forstå eller tolke de signaler, beboerne giver. Du skal have en viden om, hvordan konflikter bliver løst på en konstruktiv måde, så brug af magt eller tvang undgås.
Arbejdet som omsorgsmedhjælper kræver tålmodighed, selvstændighed og et godt helbred. Det kan være meget belastende både fysisk og psykisk, men er ofte meget menneskeligt givende.
Arbejdstiderne er skiftende efter en forudlagt plan. Du er med til at planlægge det daglige arbejde og medvirker ved udarbejdelsen af de målbeskrivelser, som pædagogerne iværksætter for og i samarbejde med den enkelte handicappede.
Du samarbejder med pårørende, ergoterapeuter, fysioterapeuter, læger, psykologer og pædagoger.
Omsorgsmedhjælperen deltager i beboermøder, behandlingsmøder og medarbejdermøder, og du skal skriftligt kunne referere dit indtryk af beboerne og dine oplevelser med dem.