Traditionelt er landmåling (vinkel- og afstandsmåling) blevet udført af landmålere, der gik rundt i naturen med måleinstrumenter og målebånd. I dag er fotogrammetri den mest almindelige kortlægningsmetode i Danmark foruden telemåling fra satellitter.
Fra satellitter scannes jordoverfladen for refleksion af sollyset eller anden stråling. Efterfølgende analyseres registreringerne digitalt, og forskellige forekomster og deres placering (fx afgrødetyper eller udbredelse af forurening) identificeres.
Kort- og opmålingsarbejde handler om indsamling af data (opmåling), bearbejdning af data samt anvendelse af data til mange forskellige formål.
Opmåling
Traditionel landmåling er langsom og omstændelig i forhold til fotogrammetri og telemåling og anvendes kun, hvor der stilles store krav til nøjagtigheden.
Fotogrammetri anvendes til kortlægning af større, afgrænsede områder, primært til opgaver, hvor man skal kortlægge genstande, som er lette at identificere fra luften.
Luftfotoopmåling - Kameraudstyret i et to-motores fly til opmåling af landskabet.
Fotoopmålingen kan foretages både af kort- og landmålingsteknikere fra standpladser på jorden eller fra fly. Fotografiet erstattes i voksende grad af digitale billeder, enten optaget med digitale kameraer eller scannet (digitaliseret) fra fotografier.
For at øge nøjagtigheden i optagelserne kan man afmærke nogle såkaldte paspunkter i terrænet. De markeres med hvid maling eller plastskiver, så de ses på fotografierne. Fotograferingen sker før løvspring i marts-april.
Telemåling anvendes i vanskeligt tilgængelige områder eller til opgaver, hvor man kan drage nytte af refleksionsegenskaberne, som kan være svære at erkende med det blotte øje.
I kortlægningen registreres objekter. Et objekt defineres som en genstand eller et identifikationsnummer. Til objektet kan man knytte forskellige noter, fx placering, farve, mængde, alder, diameter, højde m.v.
Målingerne gemmes i databaser i nøje specificerede systemer. Nogle kortlæggere registrerer i tegningsfiler svarende til almindelige tegneprogrammer, andre i mere komplekse relationsdatabaser.
Bearbejdning af data
Indtil for få år siden blev de indsamlede data bearbejdet med håndkraft ved hjælp af foliegravure og blæktegning, litografi og kobbergravure.
I dag bearbejdes de fotogrammetriske data i computerprogrammer, som omdanner dem til strukturerede flader, linjer og punkter, som igen bliver omdannet til kortets signaturer.
Distributionen skete tidligere udelukkende ved papirkort trykt i offsettryk. Moderne kort udgives desuden i elektronisk form, på dvd og på internettet.
Fotografierne rummer en stor mængde information, som skal tolkes. Topografen tolker enten ved direkte betragtning af fotografierne eller via computer ved anvendelse af data fra scannere (billedkorrelation).
I den fotogrammetriske udtegning tolkes objekterne på grundlag af det, man kan se i fotoet. Derfor kan informationerne være behæftet med usikkerhed. Fx kan et tag dække over en bygning, eller det kan være et halvtag, ligesom bygningens funktion ikke kan tydes.
Ud fra sådanne fotografiske målinger kan man desuden fremskaffe tredimensionale oplysninger om de afbildede genstandes geometri og beliggenhed til brug for kortlægning.
Registrering af geografiske forhold, fx til brug for miljø- og byplanlægning samt til fritidsformål øges hele tiden, og kortene tilpasses i indhold og udformning til de forskellige kunders behov.
Kravene til nøjagtighed og detaljeringsrigdom er høje, når der skal generaliseres fra naturens mangfoldighed til kortets punkter, linjer, flader og navne. En sikker klassificering af objekterne kræver derfor ofte en kontrolgennemgang i marken, hvis kravet er meget præcise detaljer.
Topografiske kort fremstilles som regel på grundlag af fotogrammetri. Satellitoptagelser benyttes kun i afsides liggende egne, fordi optagelsernes opløsning er for ringe, og metoden for kostbar.
Produktion
Tegningsfiler giver stort set kun mulighed for at udtegne kort på papir eller skærm, mens relationsdatabaserne derudover giver mulighed for mere eller mindre komplekse beskrivelser.
Korttegnere er ofte tekniske designere, som udarbejder topografiske kort og forskellige rentegningsopgaver. Normalt fremstilles topografiske kort i målforhold fra 1:25.000 til 1:100.000. Kort med større detaljeringsgrad betegnes ofte tekniske kort, og kort med mindre detaljering oversigtskort.
Topografiske kort fremstilles med størst mulig præcision. Kortene gengiver terrænets relief og hydrografi (vandløb, kystlinje, søer) samt overflade som fx vegetation. Desuden gengives bebyggelse, veje, jernbaner, broer, parker, tårne, hegn m.v. Hertil føjes signaturer for navne på byer, vandløb, bakker osv.
Topografer arbejder også med digitale højdemodeller (DHM) og digitale terrænmodeller (DTM), som er numeriske modeller af en terrænoverflade beregnet af en computer. Højdemodellen giver et realistisk, men generaliseret billede af overfladens form.
Endelig arbejder de med geografiske informationssystemer, geographic information system (GIS). Det er et it-system til lagring, analyse og præsentation af stedfæstet, dvs. geografisk koordinatbestemt, information.
Systemet er i dag et integreret multimedieværktøj, der koordinerer og muliggør analyser af digitale data af vidt forskellig herkomst, fx land- og telemålingsdata, digitaliserede kort, data fra GPS-måling, data fra statistiske undersøgelser, samfundsregistre, output fra modelkørsler og -simuleringer.
Videnskaben om opmåling og afbildning af Jordens overflade og havbund og om navigation på havet og i rummet kaldes geodæsi.
En af de vigtigste opgaver i geodæsien er at bestemme den matematiske flade, der falder sammen med middelvandstanden i havet.
Geodæsien har stor betydning for studiet af bevægelser i Jorden, den såkaldte geodynamik. Geodætiske opmålinger kan i mange tilfælde afsløre bevægelser i et område kort før jordskælv eller vulkanudbrud.
Se mere om Kort- og landmålingstekniker og Landinspektør.