Papir, pap og karton bliver først og fremmest lavet af gran- og fyrretræ, men ofte anvender man også andre materialer, fx brugt papir. På cellulosefabrikker bliver det forarbejdet til celluloseark, der bliver leveret til papirfabrikkerne i baller på hver ca. 200 kg.
Papir, karton og pap bliver fremstillet på maskiner, der er bygget sammen til større anlæg. De kan være op til 100 m lange og have en bredde på 3-5 m. Maskinerne, der står i fabrikkernes store maskinhaller, er indkapslede for at dæmpe støj og varme.
Selve fremstillingen foregår automatisk, men bliver styret af papirarbejderen fra computerstyrede kontrolpaneler.
I den forreste del af maskinanlægget bliver cellulosearkenes fibre malet og knust under kraftig omrøring i store mængder vand. Der bliver tilsat hjælpestoffer, som fx farve, lim og kemikalier.
Så flyder papirmassen som en tyk grød videre til et parti i maskinen, der kaldes viren. Viren er et bredt og langt transportbånd af finmasket plastvæv, hvor vandet bliver presset fra. På den måde bliver papirmassen omdannet til en papirbane.
Banen bliver tørret ved at rulle hen over opvarmede valser. Til sidst bliver de rullet op i store ruller.
Normalt gennemgår papiret en efterbehandling. Det kan fx være glitning. Papiret køres igennem en række valser, hvis tryk mod papiret giver en glat og blank overflade.
Dine opgaver kan være at starte maskinerne, kontrollere tilførslen af materialer og overvåge anlæggets drift.
Overvågningen foregår ved, at du kontrollerer, indstiller og regulerer kontrolpanelerne.
Du er med til at vedligeholde maskinerne. De skal gøres rene både før, under og efter arbejdsprocesserne. Når der opstår problemer i driften, skal du finde og rette fejlen. Måske skal der udbedres en skade, justeres på maskinen, eller der skal udskiftes dele.
Det er også en del af dit arbejde at gøre rent i fabrikslokalerne. Større reparationer og udskiftninger bliver som regel udført af en Industrimekaniker.
Nogle papirarbejdere har transport- og lagerarbejde. De tager imod råmaterialer, der leveres til fabrikken, og anbringer dem på lageret. De transporterer, oplagrer og forsender også de færdige varer. Til det arbejde bruger de kraner, mobilkraner og trucker.